Diamantgraver i Sør-Afrika

Loading

"Bevidsheten om at man kan være fattig i dag og rik i morgen, er Spænding nok i og for sig."

Sør Afrika
Sortering

Onkel Birgers første tur gikk til Sør-Afrika i 1902, et land han også besøkte 20 år etter. Begge gangene var graving etter diamanter en viktig del av oppholdet.

I 1902 var det slett ingen enkel sak å komme seg fra Tromsø til Afrika. Turen gikk via nord-Sverige til Oslo og Fredrikstad, hvor Birger og hans kamerat gikk om bord i en båt som seilte dem til Delagoa Bay i Portugisisk Sydøst-Afrika ( nå Mosambik).

Endelig var eventyret begynt! Men hva nå?

Onkel Birger skriver:

"At jeg begjyndte min løpebane som diamantgraver ute på Sydney o/Vaal var selvfølgelig bare en tilfeldighet, men alt her i verden er jo i grunnen i større eller mindre grad avhengig av tilfeldigheter.

Om bord på baaten, jeg reiste utover med, hadde jeg nemlig truffet en svenske, som vi kan kalde Andersson. Han var gammel diamantgraver, og skulde nu nedover igjen til Syd-Afrika, da han av gamle venner dernede hadde faat beskjed om nogle gamle, rike felter, som hadde været lukket i aaresvis , men nu skulde aapnes igjen. Andersson snakket sent og tidlig om disse diamantfelter ved Sydney, som stedet het, og som var en 50 mil fra Barkley West, Nord-Vest for Kimberley, diamantbyen. Han beskrev i det hele taget en diamantgravers frie, selvstendige liv og de chanser en mann der hadde i slike ordelag , at ogsaa jeg blev grepet av diamantfeberen, og da vi kom frem til Durban, hadde jeg allerede bestemt mig for, at jeg vilde gjøre et forsøk, og sammen med en kamerat av mig reiste jeg opover til Sydney.

Det høres saa enkelt og liketil ut dette, at "vi reiste til Sydney", men det var ikke akkurat saa endefrem aa reise i de dage som det høres ut til. Boerkrigen var netop over, der var ennu ikke ordnede forhold i lannet, de militære myndigheter var fremdeles eneraadende , og den eneste jernbaneforbindelse Durban - Kimberley gikk over Johannesburg og var stengt. Transvaal var et sperret lann. Vi gav imidlertid ikke op, vi tok nedover til East London for der aa ta jernbanen op i lannet, men det viste sig nu, at der ikke fandtes et eneste menneske, som hadde nogen rede paa, naar et tog skulde gaa eller hvor hen. Vi hadde aa løse vor billett og selv sørge for aa slenge med i den riktige retning.

View of Kimberley
View of Kimberley

Frem gikk det imidlertid smaat om sent, skjønt toget stod størsteparten av den tid , det gikk. Saa vaaknet jeg da tilfeldigvis en natt. Det var saa mistenkelig stille . Toget stod, jeg gikk ut av vognen for aa rekognosere, og der var vor ensomme vogn kjørt inn paa et sidespor. Intet lokomotiv, intet menneske, men jeg saa lys, mange lys, utvilsomt en by. Utenfor stasjonen fikk jeg vekket en søvnig drosjekusk, og han gav mig byens navn, vi var komne til Kimberley, diamantbyen.

Neste dag da vi unnersøkte paa jernbanestasjonen var bagasjen selvfølgelig ikke kommet , den kom en maaneds tid senere. Vi ventet paa den en dag, da hadde vi nokk og tok med postvognen med 10 heste foran til Barkley West, hvor vi overnattet, og neste dag fortsatte vi med postvognen til Longlands, hvor vi maate sette over floden, for tilfods aa tilbakelegge de siste par mil, før vi omsider var ved Sydney, vore drømmers maal.

Sydney ligger paa en stor privateiendom, Vaal River Estate, som egentlig er 7 farmer, som er slaat sammen og kjøpt inn på spekulajon, og da en farm hernede er paa 12,000 maal, var det jo et ganske stort areal, kompaniet raadet over. I diamantgravningens første dage hadde der været arbeidet der, og stedet skulde ha vist sig meget rikt, blev der fortalt. Her var det bl.a. Cecil Rhodes hadde skaffet sig grunnlaget for sin store formue. Nu hadde det været lukket i mange aar, og kompaniet hadde ogsaa gjort store tilstelninger for aa trekke folk dit. De hadde saaledes bygget opp en hel liten by der, og der var hotel, post og telegraf, bank og bibliothek, og der fandtes ogsaa flere butiker hvor man kunde faa kjøpt alt mulig, som en diamantgraver har bruk for. Nu var der samlet en 3 - 4000 mann der, en meget broget blanning av alverdens nasjoner og samfundsgrader.

Senere, da jeg blev bedre kjendt derute , fandt jeg,at befolkningen over på Sydney-siden var temmelig forskjellig fra den, man fandt i de andre leire. Over på flodens annen side f.eks. paa statens grunn, var de nesten alle fastboende, hadde hus og hjem der, hadde været diamantgravere all sin tid og kjendte ikke noget annet liv, mens folket over på Sydney-siden visstnok for største delen var professionelle diamantgravere, men der var ogsaa en meget høi procent lykkeriddere fra alverdens kanter, demobilserte soldater fra boerkrigen, eventyrere, som her gjennem en snarvei forsøkte aa skape sig en formue.

( Fra "Et rattent egg eller Tjære og fjær" Av P.B Holte )

Hauling Washing Machinery
Hauling Washing Machinery

Da han kom tilbake i diamantgruvene ved Vaal-elven i Sør-Afrika i 1922, deltok onkel Birger i et av de største diamantrushene i diamantgravingens historie. Han var en av de mange som deltok i kappløpet om diamantfeltene ved Mosesberg.

Onkel Birger ble aldri rik på diamanter. Men det var heller ikke det viktigste for ham å bli rik, - det var eventyret og det frie liv han i første rekke var på jakt etter. Han har forsøkt å forklare det selv i en tekst som fulgte fotografisamlingen hans:

"En Diamantgravers Liv ved Floden arter sig i det Store og Hele taget ikke saa vidt forskjellig fra andre menneskers som man skulde være tilbøielig til å tro. Han har som regel sit eget Hus, hvis han da ikke bor i Telt, og han maa selv koke sin Mat og stelle sit Hus.

Han arbeider på sin claim fra Sol staar op til Sol gaar ned med en Times Tid eller saa for Middag, og da det er et anstrengende Arbeide hele Dagen ute i den stekende Sol, lægger han sig tidlig. Han maa jo først lave sin Aftensmat, spise, vaske op og rydde bort, saa er det at faa sig en Røk og læse litt eller gaa på Visit, hvis der da ikke kommer Besøk til en selv.

Fornøielser og Adspredelser findes der absolut intet af, og det kan man jo heller ikke vente, isoleret som man er fra Verdens Larm og Braak. Det er saa, man føler sig kanske litt utenfor Alt, men hvilken befriende Følelse! Her er Stilhet og Ro for Sjæl og Legeme, her kan slitte Nerver faa fornyet Kraft, her er Stedet, hvor Hjertets Saar kan læges. Fornøielser savner man forøvrigt ikke paa nogensomhelst Maate, selve det Liv, man fører, bare Tanken om de Muligheter, der eksisterer, Bevidsheten om at man kan være fattig i dag og rik i morgen, er Spænding nok i og for sig.

Der er mange Savn, man faar lære sig til at slaa af paa Fordringerne og hjælpe sig med det, som er, og der er meget Slit og haardt Arbeide, men her er sundt og friskt, ja, saa velsignet sundt, at Sykdom praktisk talt ikke findes. Man er sin egen Herre, man er ikke afhængig af nogen Moders Sjæl, og man vet, at man utfører en Mands Arbeide blant Mænd. Og hvilket Kameratskab og hvilket Samhold blant disse Folk, der tilfældigvis er bragte sammen her fra alle Livets Samfunnsgrader og al Verdens Kanter! Her er god Anledning til Jagt og Fiske, der er megen og stor Fisk i Floden og ute i Veldten er der nok af Vildt, saa man kan faa lidt Afveksling i det daglige Liv og i - Spisekammeret.

At der maa være en viss Tiltrækningskraft ved dette Liv kan man forstaa af den Omstændighet, at massevis af Folk, der kommer til Felterne for at forsøke dem for en kortere Tid eller tilbringe sin Ferie der, har slaaet sig tilro ved Floden, for manges vedkommende vistnok for Levetiden. "

Onkel Birgers fremstiller ikke livet som diamantgraver som en udelt dans på roser. Likevel veier de positive sidene ved dette livet til syvende og sist mer enn de negative.

I boka si "På jakt etter diamanter" (1943) sier han det slik:

"Historien om diamantgravingen i Syd-Afrika er eventyret om en stor diamantdal i et øde land bevoktet av de fryktelige dragene Uhell, Savn og Skuffelse - og om hvordan disse uhyrene til sist ble overvunnet og de veldige skattene gravet frem av jorden ved hjelp av pionerenes trofaste allierte Mot, Foretaksomhet og Kameratskap. "